Vi har alle sammen set det billede af et ungt barn, som flytter en finger hen mod et stearinlys. Når barnet rammer flammen, så trækker de straks fingeren tilbage. Men hvad består denne proces egentligt af?

Jo for at besvare dette spørgsmål, så må vi kigge mod et perspektiv kaldet for sanseintegration. Dette er efterhånden et ældre perspektiv fra 60’erne og 70’ernes psykologi.

Det er dog ikke altid lige let at forstå sanseintegration, så lad os starte fra bunden.

Hvor mange sanser har vi?

Normalt tænker vi på de fem klassiske sanser; hørelse, følelse, lugten, syn og følelse. Men her mangler der faktisk noget.

Det, som mangler, kalder vi for ”ligevægtssansen” (eller den vestibulære sans) og ”muskel- og ledsansen” (også kaldet den proprioceptive sans).

Det er ret intuitivt ikke? For hvor skulle man ellers finde den sans, der beskriver, at alting er i balance? Som mennesker kan vi altid tydeligt føle, når vi ikke har balance. Men denne oplevelse har ikke noget at gøre med de fem klassiske sanser.

Hvordan virker sanserne så?

Netop under dette spørgsmål er, hvor vi kan inkorporere sanseintegration som koncept.

Igennem hverdagen er der nok mange danskere, som tænker, at sanserne er fem helt isolerede informationskilder. Som professionel ved man godt, at det ikke er helt rigtigt, men det er da forståeligt nok.

Sanseintegration tager et andet blik her – det ligger lidt i navnet, at sanserne bliver integrerede. I dette blik er der ikke én sans, som kan siges at give os det primære indtryk af verdenen.

Lad os vende tilbage til eksemplet med barnet, der er ved at røre ved flammen. Når han rammer flammen, så vil han mærke smerte, høre en forælder råbe, at han skal trække fingeren til sig, mens han ser flammen bevæge sig. Dette giver, i vores hoveder, et billede af denne situation.

Eller hvad med at spise? Det at spise et måltid kan ikke siges at være én sans. Eksempelvis tages mad op til munden med muskel- og ledsansen, der bruges følelse til at opleve teksturen (især hos småbørn), mens lugt og smag er karakteristiske for mad.

Sanseintegration er her et interessant perspektiv, fordi det er med til at give os et bedre billede af, hvorfor vi oplever verdenen, som vi gør.

Hvordan arbejder vi med sanseintegration?

Der er flere former for især børn, som oplever problemer med sanseintegrationen. Dette inkluderer ofte for tidligt fødte børn, fordi megen sanseudvikling faktisk sker inde i maven på moderen.

Når vi arbejder med sanseintegration, så er der flere tests, som først skal udføres. Eksempelvis er Alberta Infant Motor Skills (også kaldet AIMS) populær i dette område.

Skulle et barn være givet en diagnose i form af sanseintegrativ dysfunktion, så er der tale om, at sanserne ikke helt spiller overens på den måde, som de skal.

Når dette skal behandles, så er det ofte som med andre normale børn – de skal stimuleres! Skal noget som ligevægtssansen stimuleres, så kan det være en god idé at løfte ting med barnet eller måske sidde på en gymnastikbold, som kan rotere.

For at udvikle følelsessansen kan objekter, som kan rodes med i hånden bruges, især hvis de har forskellige teksturer. For børn, som er meget opmærksomme på lugte, så skal der måske ikke bruges vaskemiddel med duft i hjemmet.

Alle disse er kun eksempler på den vigtige pointe – sanserne skal integreres. Det at have alle sine sanser ”i balance”, er noget af det vigtigste, som børn kan opleve. Det gør nemlig, at de lettere kan indgå i hverdagen blandt andre og samtidig ikke blive distraherede eller være for uopmærksomme.